Bokashi – køkkenkompostering!

Kompostens svære kunst

I dag skal det handle om kompost! Noget jeg ærlig talt ikke har haft meget succes med indtil videre! Indtil nu har jeg prøvet med både en lukket kompostbeholder og en åben stak. Det er altid de samme problemer der opstår – enten bliver den for våd og klam, eller for tør og vissen. Jeg synes jeg har prøvet at følge diverse råd og vejledninger, men til sidst må jeg indrømme at jeg nok lidt har givet op på projektet. Hvilket har ført til en ret stor mængde ikke-omsat haveaffald i en stor bunke bagerst i den gamle kolonihave… Men nu er jeg jo flyttet i hus, og har en stor køkkenhave, og så ville det altså være dejligt at kunne lave sin egen kompost!

Et projekt jeg havde glædet mig rigtig meget til i det nye hus er en bedre affaldssortering. Med denne affaldssortering kommer selvfølgelig også sortering af madaffaldet – det skal ikke gå til spilde. Derfor har jeg begivet mig ud i en ny disciplin – Bokashi kompostering! Jeg er allerede mega begejstret over projektet og går og drømmer om jordfabrikker og hjemmelavet kompost. Jeg har de seneste 4 måneder eksperimenteret med mine Bokashi-spande, og der er meget mere at lære endnu! Dette indlæg bliver et lille overordnet afsnit om hvad Bokashi kompostering er. I den følgende tid vil jeg uploade flere indlæg omkring nogle af de Bokashi-eksperimenter jeg har gang i.

Hvad er Bokashi-kompostering?

Bokashi er en helt særlig måde at lave kompost på, hvor man fermenterer sit køkkenaffald ved hjælp af en særlig kompostgær. Kompostgæren er en blanding af hvedeklid og melasse og er beriget med mikroorganismer – blandt andet mælkesyrebakterier, gærarter, og fotosyntetiske bakterier. Gæren starter fermenteringen af madaffaldet.

Et problem jeg ofte har haft med konventionel kompostering er at jeg har samlet mit madaffald i en køkkenkompostspand, den har jeg så skulle i kolonihaven for at tømme i den store kompost. Dette har flere gange resulteret i en max klam spand med råddent og vådt madaffald.

Bokashi kompostspanden er helt lufttæt, hvilket gør at lugt ikke slipper ud. Ydermere har den en taphane så væsken kan tappes fra, madaffaldet ligger derfor ikke og bliver vådt og klamt. Gærringen gør ydermere at madaffaldet ikke rådner, det lugter derfor ikke ulækkert, så længe Bokashikomposten trives. Den lugter lidt af gær og lidt af eddike – en sur lugt, men ikke decideret klam eller ulækker lugt.

Bokashi 101 – Færdig kompost på få uger

Det er ret simpelt at lave Bokashi, så her kommer en quick-guide!

  1. Få fat i Kompostspand og Kompostgær, du kan købe det på byhaver.dk
  2. Saml dit madaffald i en beholder og tøm den i Bokashi-spanden én gang om dagen
  3. Pres madaffaldet ned med det medfølgende presse-aggregat
  4. Tilsæt ca. 40 ml kompostgær hver gang du tilsætter madaffald
  5. Når spanden er fuld skal den stå med lukket låg i mindst to uger
  6. Grav indholdet af spanden ned
  7. Vent et par uger, efter 3-6 uger er spandens indhold blevet til kompost

 Næste indlæg

I næste indlæg vil jeg skrive om en test jeg har lavet. Jeg har tilplantet to højbede, hvoraf det ene er tilsat Bokashi og det andet ikke er. Det har stået et par måneder nu, og i næste Bokashi-indlæg vil jeg sammen ligne resultateterne.

 

Du kan følge og like Selvforsyningibyen.com her:

One thought on “Bokashi – køkkenkompostering!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *