Sådan får du tidlige kartofler!

Jeg opdaterer meget for tiden, jeg ved det godt. Men marts er simpelthen en fantastisk måned! Det er i marts det hele starter for alvor, foråret, forspiringen og alle de smukke forårsblomster. Men hvad skal det så handle om i dag? Kartofler! Den stivelsesholdige knold har haft megen modgang indenfor de seneste år, men ikke desto mindre er det stadig en af de allermest dyrkede afgrøder i hele verdenen – og dette med god grund. Kartofler er nemlig nemme at dyrke, og de er lækre! Jeg elsker kartofler, de er så alsidige, jeg elsker dem i alle deres former, kogte, stegte, bagte og friterede. De kommer i et væld af farver og former, med et væld af forskellige egenskaber og kvaliteter.
11707362_10206131222173576_8491571602290312357_n

Se for eksempel bare nogle super smukke kartofler jeg havde i haven sidste år! På billedet ses Solist (gul), Rosara (rød) og Blå Congo (Lilla), 3 rigtig gode og lækre sorter.
Men hvordan dyrker man så kartofler? Kartofler kan dyrkes i det meste jord, de kan dyrkes i krukker, højbede eller jordbede, og de er nemme at dyrke. Du kan sagtens dyrke kartofler på din altan, enten i en kartoffelpotte eller i en anden beholder. Nedenfor ses kartofler jeg har lagt i baljer sidste år. Jeg lægger 3 kartofler i en balje og udbyttet var rigtig stort.
11164555_10205603773947700_5787929761943343404_n
Man skal købe læggekartofler hvis man gerne vil være sikker på at få sunde kartofler uden sygdom. Man kan købe læggekartofler på planteskoler, og i mange supermarkeder og byggemarkeder. Kartoflerne skal først i jorden når der ikke er så stor risiko for frost mere, som regel midt april. Kartofler kan godt overleve frost, men hvis bladene først er kommet op og der kommer frost så bliver deres vækst sat godt tilbage og de kan også dø af det hvis det gentager sig. Det kan derfor være en idé at dække dem over med plast eller fiberdug i den første tid.
Hvis man gerne vil hjælpe kartoflerne lidt på vej til en tidlig start, så skal man forspire dem. Dette kan gøres på flere måder. Man kan lægge dem i æggebakker og stille dem lyst og køligt.
img_1357
Det er vigtigt at de står køligt og lyst for at de udvikler små kraftige spirer. Hvis de står for varmt eller for mørkt får de lange, sprød, lyse spirer – som hurtigt knækker. På billedet ovenfor og under her ses smukke violette spirer på mine økologiske “Blå AnneLise”kartofler. Som man kan se er der allerede ved at udvikle sig små blade på dem.
img_1355
Hvis man gerne vil have endnu tidligere kartofler er der en anden ting man kan gøre. Man kan forspire kartoflerne i potter. På den måde at får man kartofler endnu hurtigere, fordi kartoflerne får mulighed for at udvikle både et lille rodnet og en top inden de kommer i jorden. I år har jeg prøvet at forspire kartofler i nogle Paper Pots fra Nelsons . Paper Pots er miljøvenlige pap-potter, som kan sættes direkte i jorden. Ved udplantning trykkes bunden bort langs perforeringen og planten placeres i godt gennemvandet jord, herefter formuldes potten inden for kort tid. Man undgår altså at beskadige kartoflerne rødder ved at skulle have dem ud af potten.
12788277_10207519211072431_1010888103_n
Jeg har brugt Paper Pots på 0,5 l. Når man skal forspire kartoflerne i Paper Pots skal man fylde lidt jord i hver potte, cirka halvt fyldt. Det anbefales at man sætter potterne med lidt luft imellem sig. Nelson sælger også et sæt Paper Pots med bakke til at forspire kartofler i.
12895308_10207705950900810_1851332320_n
 Så lægges kartoflerne i med øjenene eller spirene opad.
12476542_10207705951620828_582441464_n
Hvis man dyrker flere forskellige slags kartofler kan man skrive på potten hvilken slags der er i potten.
12516484_10207705951180817_1944365681_n
Efterhånden som spirene begynder at gro fylder man så lidt ekstra jord over. Efter 15 dage ser mine kartofler nu sådan her ud.

img_1350

Toppene er begyndt at gro, og de ser flotte, grønne og kraftige ud. img_1349Der er endda begyndt at komme rødder ud af pottens bund, hvilket tyder på at kartoflen er ved at danne et godt rodnet.

img_1330

Kartoflerne får lov at stå lidt endnu, inden de kommer i min mistbænk, ved at sætte dem i mistbænk håber jeg at få meget tidlige kartofler. Da de får den ekstra varme både fra hestemøget i mistbænken og fordi den er overdækket. Har du ikke forspiret dine kartofler endnu, så frygt ej, det kan du sagtens nå! Det er bare at komme i gang.

Hvis du mangler inspiration til hvilke læggekartofler du skal købe, så kommer her et par bud. Solist er en rigtig god tidlig kartoffelsort, som får mange næsten kuglerunde gule lækre kartofler, jeg havde egentlig besluttet at jeg ikke skulle have den i år fordi jeg har så mange nye sorter jeg skal prøve, men nu hvor jeg sidder og skriver om det, kan det godt være jeg alligevel kommer til at lægge solist også, de er simpelthen bare så lækre når man spiser dem helt nyopgravet! Rosara er også en variant jeg har haft i flere sæsoner, det er en kartoffel med gult kød og rødt skind, den har lidt tendens til at koge ud, men smager dejligt. Den giver SÅ mange kartofler, jeg har gravet planter op med omkring 35 kartofler under. Sidste år prøvede jeg Blå Congo, en fantastisk gammel kartoffelsort som har lilla knolde der er lilla hele vejen igennem. Når de koges får de en spøjs blå farve, de er lidt melet men smager dejligt. Hvis man har nogen kogte kartofler fra dagen før til overs så er Blå Congo fantastiske til brasede kartofler!

I år har jeg så valgt at prøve nogle sorter jeg aldrig har prøvet før, så dem kan jeg ikke fortælle så meget om, jeg har valgt Blå AnneLise og Violetta der ligesom blå Congo er lilla/blå hele vejen igennem. Jeg har valgt en kartoffel med sort skind som hedder Sort Ungarnsk, en kartoffel med rødt skind som hedder Red Duke of York og til sidst har jeg valgt en lyserød kartoffel som er lyserød hele vejen i gennem som hedder Heidirot. Jeg glæder mig helt vildt til at prøve dem, og fortælle jer mere om dem !

God påske alle sammen!

11737943_10206034224788702_6782427951863450817_n

Produkterne vist i dette indlæg er sponsoreret af Nelson Garden.

Du kan følge og like Selvforsyningibyen.com her:

2 thoughts on “Sådan får du tidlige kartofler!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *