Naturlig bekæmpelse af dræbersnegle med indiske løbeænder

For noget tid siden holdte jeg en lille afstemning på min Instagram-profil, om hvad mit næste indlæg skulle handle om. I stemte for at det skulle handle om løbeænder, så dette indlæg kommer nu!

Hele planen var egentlig, at jeg ikke skulle investere i dyr, før til foråret. Men, efter et par måneder hvor jeg havde gået og samlet dræbersnegle hver dag, uden at der kom færre, besluttede jeg at jeg skulle have løbeænder. Løbeænder skulle nemlig efter sigende, være rigtig gode til at fange dræbersnegle. Her hos mig er der sjældent langt fra tanke til handling – så jeg skyndte mig ind og bestille et hus, og aftale med en sælger på gul og gratis, at jeg ville hente mine ænder ugen efter. Jeg hentede 5 ænder fra foråret, 4 hunner og 1 andrik… troede jeg i hvert fald – mere om det senere. De flyttede ind for 3 måneders tid siden.

Løbeænder

Hvis man ikke har set en løbeand før, så kan man ikke andet end at stoppe op og kigge en ekstra gang, når man ser dem for første gang. Deres ranke oprette statur og deres små travle fødder er et sjovt syn. Løbeænderne stammer fra Indien. De er avlet til at lægge mange æg. Løbeænderne skulle være formidable æglæggere, og skulle lægge mellem 250 og 300 æg om året – hvis de får den rette foder. Mine ænder lægger ikke æg endnu, men jeg glæder mig meget til at de begynder! Løbeænderne elsker at spise insekter, kryb og snegle. De går med halen i vejret det meste af dagen og søger efter mad. De er ikke blege for at tage flyvende insekter med i købet – hvis de ellers kan få fat på dem.

Løbeænderne er udprægede flokdyr og bevæger sig sjældent væk fra hinanden. De går altid i samlet flok, og hvis en løber eller rapper så følger alle de andre hurtigt efter, også selvom ingen af dem lader til at vide hvor de er på vej hen. Løbeænderne fremstår nervøse af natur. De egner sig ikke til kæl og nus, men de er nysgerrige og vil gerne være i nærheden af mennesker. Løbeænderne kan ikke flyve, de kan højst baske sig en meters penge op i luften, hvis de virkelig bliver forskrækkede.

Frie ænder på vej ud på marken.

Køb af ænder

Jeg købte mine ænder hos en privatperson. Jeg fandt dem på Gul og Gratis, og jeg vil tro de fleste finder deres ænder på Gul og Gratis, DBA eller i facebookgrupper som Køb og salg af ænder/fjerkræ eller hvad de ellers hedder. Jeg kiggede efter et sted hvor jeg kunne se de gik udendørs og var vant til at gå frit. Jeg købte 5 unge ænder. Sælgeren sagde at han var ret sikker på at det var 4 hunner og en han. De 4 af dem lignede også hinanden meget. En måneds tid efter viste det sig dog, at vi havde fået 4 hanner og en hun. Hvis man vil være helt sikker skal man nok købe voksne ænder, det kan være svært at se kønnet på ællinger og unge ænder.

Det er vigtigt at man køber sine ænder fra et sted hvor man synes det ser ordentlig ud. Hvis du ikke synes at indhegningen eller stalden de går i ser ordentlig ud, eller du synes dyrene ser beskidte eller dårlige ud, så lad være med at købe dem. Du får højst sandsynligt problemer med dyrene hvis de kommer fra et dårligt sted.

 

Andehus

Inden jeg besluttede at købe ænder, havde jeg selvfølgelig været inde på det store internet og læse op på sagerne. Jeg kunne læse mig frem til at ænder ikke krævede det store når det kommer til huset. Ænderne bruger kun huset når de sover, og de kan bedst lide at ligge i en stor bunke, så de kræver ikke særlig meget plads. Jeg har et ret lille hus, men mine ænder virker glade og tilfredse med det. Hver aften når det bliver mørkt går de ind i huset og lægger sig i en stor bunke inde i redekassen. Jeg lukker dem ud når solen står op og resten af dagen færdes de frit i haven. Der er ikke noget i huset udover spåner og halm. Vi skifter deres bundmateriale en gang eller to om ugen. Hvis man har et lille hus er det ikke en god idé at have mad og vand i huset, de får det splattet udover det hele i løbet af ingen tid.

Man behøver ikke gøre så meget ud af sit andehus som her. Så længe det er tæt og kan lukkes af, så er det fint. Men det skader jo ikke at male det så det matcher dit hus, hehe. 

Indhegning

Den første uge jeg havde ænderne, gik de i en lille indhegning, jeg havde sat op med 80 cm højt trådhegn. Dette var for at sikre mig, at de ikke fik forvildet sig væk fra huset. Jeg ville være sikker på, at de kunne finde ud af at gå i hus for natten. De havde allerede på anden dagen lært at gå i huset for natten. Efter en uge i indhegningen lukkede jeg op, og ænderne har siden gået 100% frit i haven. Min grund er cirka 2600 kvadratmeter og jeg har intet hegn omkring grunden. Ænderne holder sig langt det meste af tiden på grunden. Engang i mellem kan de finde på, at vandre ud på marken for at se, om der er noget mere spændende at spise derude. Heldigvis kommer de tilbage når jeg fløjter af dem.

Hvis man bor i en mindre have, tror jeg dog det vil være en god idé med et lavt hegn, da de hurtigere vil have afsøgt hele haven for snegle og så kan de godt finde på at gå videre til næste have. Men her på matriklen går de altså 100% frit uden problemer.

Foder

Jeg har en stor have med masser af snegle, kryb og krav – derfor giver jeg ikke mine ænder så meget foder. Indtil videre har de fået økologiske foderpiller til høns. Dem er de vilde med. Jeg fodre dem lidt om morgenen og lidt i løbet af dagen hvis de står omme ved bagdøren og tigger efter mad. I starten fodrede jeg dem meget mere, men så blev de dovne og ville ikke søge efter snegle i haven. Jeg holder øje med deres foderstand og hvor vidt de ser sunde ud. På nettet kan man sikkert finde nogle anvisninger om hvor meget foder der skal til pr. And, hvis man ikke vil fodre på gefühl. Jeg synes ikke der er så meget litteratur at finde om fodring af løbeænder på nettet, så jeg har primært hørt fra andre andeejere hvad de fodre med. Hvis man gerne vil have mange æg fra sine løbeænder skal man fodre med en proteinrig kost. Her er der nogen der fodre med en blanding af hønsefodder og svinefodder. Der er også mange der fodre med hvede. Jeg overvejer selv at skifte fra foderpiller til en kornblanding.

Billederne her er faktisk et par måneder gamle, det er sjovt at se hvor meget deres fjerdragt har ændret sig siden.

Vand

Ænder er vilde med vand, men løbeænder er ikke helt så vilde med vand som andre ænder. Hvis man vil have løbeænder behøver man ikke en sø – det er nok at have nogle baljer med vand stående rundt omkring. Det er vigtigt at ænderne altid har adgang til vand, både til at drikke og til at rense deres fjer og næb i. Hvis ænderne ikke har vand til rådighed hele tiden kan de blive kvalt i deres mad eller få næseborene og næbet stoppet til af mudder og smat. Hos os har de en stor vandautomat som de kan drikke af. Den bliver ikke så hurtig mudret til, så vandet i denne holder sig renere længere end i en spand. Udover vandautomaten har jeg altid en eller to spande med vand stående rundt omkring i haven og en bedroller med vand som de kan gå op i hvis de har lyst. Vandet bliver beskidt cirka 3 sekunder efter det er blevet skiftet, så det er en umulighed at have rent vand hele tiden medmindre man skifter det flere gange om dagen. Jeg skifter vandet i de forskellige beholdere efter behov. Vandautomaten bliver skiftet hver anden dag og spande og bedroller et par gange om ugen.

Giv os nyt vand nu, dame! Vandstanden falder hurtigt, ænderne elsker vand. 

 

Svineri

Ænder har et ry for at svine, og det ry har det også med rimelig rette. Løbeænderne sviner ikke så meget som de store anderacer. Men de sviner dog alligevel. For det første skider de selvfølgelig meget, så hvis man kan lide at gå med bare tær i haven, skal man måske have dem i en indhegning. Men det der sviner mest er nok deres vandplaskeri. Hvor end man stiller en beholder med vand bliver det sjappet. De er eksperter i at lave mudder. Hvis man har dem i en indhegning skal man derfor være opmærksom på hvordan man holder gården tør, så de ikke går rundt i en stor mudderpøl hele tiden. Når de løber frit i haven bliver der ikke så mudret fordi de har et større areal at løbe på.

De forpjuskede ungænder leder efter snegle i haven og smider deres fjer alle vegne. 

 

Skal du købe løbeænder?

Ja! – Det synes jeg bestemt. Løbeænderne er så sjove og underholdende at have i haven. Jeg har nærmest ikke set en snegl siden jeg fik dem, de lever op til deres snegledræber-ry. Ænderne kræver virkelig ikke særlig meget. De går ude i alt slags vejr. De finder det meste af deres mad i haven og de hverken ødelægger køkkenhaven eller staudebedene. De er ikke særlig interesserede i grøntsagerne i haven. En sjælden gang i mellem kan de tage nogle lavt-hængende bær, eller lidt spinat – men det er slet ikke et problem at have dem i køkkenhaven. De er madfikseret og når de først har fundet ud af hvem der har foderet, så er de nemme at få til at komme når man fløjter eller kalder. Der er mange timers god underholdning i de små nysgerrige kræ!

Du kan følge og like Selvforsyningibyen.com her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *