Den sommerfuglevenlige have del 1.

Der er rigtig mange mennesker som ikke kan lide insekter, og det er egentlig sjovt fordi de er så små og i Danmark er langt de fleste uskadelige. Det er nok noget med deres udseende, deres lange ben, deres mærkelige munde, deres måde at flyve, kravle og bevæge sig på. Men der er et insekt som de fleste godt kan lide – sommerfuglen. Når man er et insekt er det nemlig godt at have udseendet med sig.

Da jeg på et tidspunkt med stor iver fortalte min kæreste om min fascination af sommerfugle, udbrød han tørt “Sommerfugle er jo i virkeligheden bare møl som flyver om dagen” og det har han jo så evigt ret i.  I modsætning til min kære kæreste så holder jeg dog også af natsværmere. De præsterer rigtig nok ikke altid samme skønhed og elegance som sommerfuglen, når de flakser forvirret rundt og altid ender med at lide ilddøden i et tændt stearinlys.

IMG_4795(1).JPG

Sommerfuglen er da også et af de smukkeste insekter jeg kender, og der er mange forskellige slags. I år er et fantastisk sommerfugleår, har i bemærket det?

De er overalt, store, smukke og farverige. Der er noget næsten magisk og beroligende over at kigge på sommerfugle. Deres elegante bevægelser, måden de sidder og vejer med vingerne i vinden når de suger nektar fra deres yndlingsblomster – jeg elsker det. Derfor skal dagens indlæg handle om sommerfugle. Det bliver del 1 ud af 2 indlæg om den sommerfuglevenlige have. I dag vil jeg skrive lidt om de mest almindelige sommerfugle og i del 2 vil jeg skrive om hvordan du kan indrette din have så den tiltrækker flest sommerfugle.

Sommerfuglens liv

IMG_6666.JPG

I mange tilfælde er sommerfuglens voksenliv en kort fornøjelse, i mange tilfælde så kort som en eller to uger. For sommerfuglehunnen gælder det om at få lagt nogle æg så hurtigt som muligt. Hun sommerfuglen skal være meget omhyggelig med hvor hun lægger sine æg, fordi de fleste sommerfuglelarver er meget kræsne. Planten æggene lægges på skal være en plante som larven gider at spise. Hver sommerfugleart har sine egne præferencer. Nogle enkle arter af sommerfugle formår at overleve længere og hvis de finder et passende sted overvintre de.

Når larven er kommet ud af sit æg, begynder den at spise. Den skifter sin hud i takt med at den bliver større – og den kan æde store mængder. De fleste der dyrker kål kender det ubehagelige syn der møder en, når man opdager at kålsommerfuglens æg er klækket og ens dyrebar kål er ved at blive fortæret af de små glubske larver. Larven skifter som regel sin hud 4 gange inden den er fuldvoksen. Den revnede hud fra det fjerde skift bliver til puppen hvor larven forvandles til en sommerfugl. Det er nok det mest mystiske og forunderlige ved sommerfuglen – dens evne til at forvandle sig fra en tyk lille grovædende larve til en stor elegant nektarsugende sommerfugl.

 

Almindelige Danske sommerfugle

Jeg har prøvet at opremse de mest almindelige sommerfugle, som vi kan støde på herhjemme og som jeg selv har spottet i min have. Der findes mange flere sommerfugle i den danske natur, så dette er kun et lille udsnit.

Dagpåfugløje

butterflies-1552779_960_720

Efter min mening (og sikkert mange andres også) den smukkeste sommerfugl vi har herhjemme. I år har jeg den i stort antal i min have og det er en evig fornøjelse. Dagpåfugløje er meget let genkendelig fordi de har de store smukke aftegninger der ligner øjne på vingerne. Dagpåfugløje lægger æg på brændenælder og humle. Dagpåfuglen er en af de arter som kan overvintre. Den overvintre som regel i en brændestak, i et udhæng eller et andet tørt sted. Den flyver i det tidlige forår og igen fra juli og ud på efteråret.

 

Admiralen

butterfly-1358845_960_720

Admiralen forlader Sydeuropas varme og ankommer hvert år i Danmark i juni eller juli. Den kendes på de skarpe kontraster mellem sort og orange og de hvide aftegninger på vingespidserne. I Danmark flyver fra juni til september, og antallet af dem er størst i August når de nye larver er blevet til sommerfugle. Larverne lever af brændenælder og springknap.

 

Citronsommerfugl

butterfly-1524678_960_720

Citronsommerfuglen er let genkendelig på sin flotte gule farve, det er dog imidlertid kun hannen som er så gul, hunnen har en mere dæmpet grøn-hvidlig farve. Begge har de karakteristiske prikker på undersiden af vingerne. Vingerne har også en karakteristisk spids. Det er den sommerfugl der kommer allertidligst frem, i marts måned kommer den ud af sit vinterdvale.

Den flyver fra det allertidligste forår og helt til efteråret. Citronsommerfuglen overvintre og de sommerfugle som har overvintret flyver fra marts til juli. Den lægger helst æg på  Tørst eller på Vrietorn. Citronsommerfuglen kan overvintre, den overvintre helst i stedsegrønne planter som kristtorn og vedbend, her kan den overleve på frost og sne.

Græsrandøje

small-heath-1589365_960_720

En meget almindelig og ikke særlig prangende fætter. Den kendes på de to mørkebrune øjne øverst på vingerne. Den flyver fra juni til september, og den ses alle steder hvor der er højt græs. Den er en af de sommerfugle som er flottest når den sidder foldet sammen, for på undersiden af vingerne har den orange aftegninger. Æggene lægger den på mange forskellige slags græsser.

 

Tidselsommerfugl

butterflies-1542634_960_720

En stor sommerfugl, med et vingefang på 5-6 cm. Den kan ikke overvintre i Danmark, men kommer til Danmark sydfra om sommeren. Tidselsommerfuglen ligner til forveksling Nældens takvinge, men har ikke blå pletter på vingespidserne og er større. Den kendes på de hvide pletter på det øverste vingesæt. Tidselsommerfuglen er en af de få sommerfugle der ikke har særlig kræsne larver – derfor lægger den æg på blandt andet tidsler, evighedsblomst, bynke og andre kurveblomster. Den lægger også æg på nælder, katost og flere andre planter.

 

Nældens takvinge

butterfly-199115_960_720

Nældens takvinge er Danmarks nationalsommerfugl, den er let at genkende på de takkede vinger med de blå pletter på vingespidserne. Den flyver fra marts til slut juli, og er altså også en af de sommerfugle som overvintre. Den kommer ud af sit dvale i det tidlige forår. Den holder af at overvintre i kældre eller på kølige lofter, samt i brændestakke og andre tørrer steder – ligesom dagpåfugløje. Nældens takvinge lægger kun æg på brændenælder.

Kål sommerfugl

lilac-1339218_960_720

Kålsommerfuglen er en meget almindelig sommerfugl som lever overalt i Danmark. Den ses ofte i haver som er dyrket uden bekæmpelsesmidler og andet skidt. Den er nok den mindst populære sommerfugl i Danmark, fordi dens larver kan fortære store mængder kål. Kålsommerfuglen lægger sine æg på kålplanter og andre planter i korsblomstfamilien – heriblandt raps og tallerkensmækkere. Kålsommerfuglen kan lave pupper sent på efteråret som kan overvintre til næste forår.

 

Billederne (bortset fra de to første jeg selv har taget) som er brugt i dette indlæg er royalty-free billeder fundet på Pixabay.

Du kan følge og like Selvforsyningibyen.com her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *